{my life} q&a #3

>

Så nåede vi til tredje omgang af spørgerunden, der denne gang handler om mit liv i Frankrig. Jeg mangler stadig at svare på tre spørgsmål, men dem tager vi om et par dage, for det her indlæg er vist allerede langt nok, som det er! Nu håber jeg bare, I ikke skal til så mange påskefrokoster i dag, så I har tid til at læse det…

Hej Manja.

Hvordan er dine tanker om at bo i et andet land? Og vil du gerne til Danmark igen (helt ok hvis det sidste er for personligt til at du vil svare) :)
Når man bor i et andet land, får man virkelig øjnene op for alle de små kulturforskelle. Jeg havde allerede lært en del om den slags, da jeg læste på Handelshøjskolen, men nu har jeg altså fået dem helt tæt ind på livet. For eksempel kan jeg godt stadig være i tvivl, når jeg møder et nyt menneske, om jeg skal give hånd eller kindkys - der er en gråzone mellem åbenlyst professionelle sammenhænge og vennesfæren, der altså ikke altid er helt nem at finde ud af! Og nu, hvor vi er ved at arrangere barnedåb, har jeg også været nødt til at læse en masse på internettet om, hvordan den slags egentlig foregår i Frankrig. Men der er også ting, jeg er bedre til på fransk end på dansk, forretningsbreve og -mails fx. Dem har jeg skrevet masser af på fransk i mit arbejde, så når jeg en gang imellem skal skrive nogen på dansk, skal jeg altid lige tænke mig om en ekstra gang… En anden ting er, at man ikke kan undgå at blive farvet af kulturen i det land, hvor man bor. Da jeg var hjemme sidst, så jeg fx tilfældigvis et interview med Mogens Lykketoft i Go’morgen Danmark og kunne ikke lade være med at synes, det var underligt, at de blev ved at sige “du” til ham! Endelig tror jeg, at ens nationalfølelse bliver styrket, når man bor i udlandet. For bare at nævne et eksempel har jeg slet ikke tal på, hvor mange gange, jeg har præciseret over for min kæreste og alle andre, der gad at høre på det, da “Casino Royale” i sin tid udkom, at Mads Mikkelsen og Jesper Christensen altså er danskere :)
For at svare på dit andet spørgsmål (som jeg altså gerne vil svare på :) ), så har jeg altid gerne villet bo i udlandet. Da jeg begyndte at læse fransk og endnu ikke havde mødt min kæreste, var jeg ikke i tvivl om, at jeg på et tidspunkt ville bosætte mig i Frankrig, i hvert fald for en periode. Derfor var det også naturligt for mig at flytte ned til ham, da jeg var færdig med min bachelor. Og da min kæreste er vinmager på 7. generation, er vi fysisk bundede til Bourgogne, så Danmark er faktisk slet ikke en mulighed. Da jeg flyttede herned vidste jeg altså, at det var for good, og det havde – og har – jeg det fint med. Jeg savner ikke Danmark i hverdagen, men jeg nyder helt sikkert at være hjemme, de par gange om året jeg er det :)
Har du nogle nye planer, karrieremæssigt, når du er færdig med barsel? (Tænker på om du skal tage mere del i vinforetagenet eller om du gerne vil noget andet? Mener at huske at du på et tidspunkt også arbejdede på et turistkontor?). Spørger fordi jeg selv har læsti kommunikation og synes det er lidt spændende at høre hvad andre laver der har lidt a la den samme baggrund. Jeg læser dog selv en anden overbygning nu men er stadig interesseret i den verden :)
Udover det vil jeg bare sige tak for en god
Blog som jeg nyder at læse!

Tusind tak – det er altid dejligt at vide, der er nogen der sætter pris på det, man laver!

For at svare på dit spørgsmål, så har jeg, efter jeg blev færdiguddannet i 2008, lavet alt muligt forskelligt. Jeg har arbejdet i marketingafdelingen på en vinskole, været event-koordinator, arrangeret gallamiddage og receptioner på et vinslot, og så arbejdede jeg ganske rigtigt i kommunikations- og marketingafdelingen på et større turistkontor, indtil jeg blev partner i min kærestes vinforetagende i august 2010. Efter barsel er planen at blive ved med at arbejde med min kæreste og forhåbentlig udvikle vinforetagendet så meget som overhovedet muligt, men det er samtidig lidt op til mig selv, hvor meget jeg ønsker at involvere mig (han er ret god til at udvikle det selv, så det er altså ikke alt, han behøver min hjælp til!). Derfor kunne det godt være, jeg fik lyst til gå i krig med andre projekter ved siden af vinen, men nu skal vi først og fremmest have en hverdag til at fungere, når lille C skal i dagpleje og jeg skal til at arbejde for alvor. Men hvad fremtiden bringer, skal jeg ikke kunne sige :)

Hej Manja
Jeg elsker at rejse i Bourgogne-området og elsker derfor dine skønne billeder af naturen, vinen og de smukke bygninger derfra – Jeg har mest været i Saint Romain, Beaune og Mersault og har her fundet fantastiske vine.
Hvilke vine producerer i? og sælger i fra jeres eget hus/kælder, så man kan besøge dig?
Tak for skønne læse-stunder :-)
Tak for din søde besked – og hvor er det dejligt med en lokalkendt! Vi producerer Meursault, Puligny-Montrachet, Saint Aubin, Volnay og Pommard, og du – og alle mine læsere selvfølgelig – kan sagtens komme og besøge os. Vinlisten kan downloades lige her (der står også vingårdens navn og adresse, som jeg med vilje aldrig skriver på bloggen for at en potentiel kunde ikke skal falde over mig, der står og poserer, i en googlesøgning!).
//

Third round of q&a in Danish. The fourth one is coming up in a couple of days and then I’m done ;)

  • Write Comment
  • 7 Comments
  1. Malsen writes 25 April 2011 , 08:27

    >Du giver rigtig gode svar :) Nyder at læse de her indlæg.

  2. Manja writes 25 April 2011 , 08:41

    >Tusind tak, Malsen – det er jeg glad for :)

  3. J'adore blog writes 25 April 2011 , 12:16

    >Dejligt med nogle gode svar :-) Også ved de andre besvarelser :-) Jeg læste dem lige igennem :-)

  4. Kira writes 25 April 2011 , 12:51

    >Endnu en gang er det simpelthen bare super hyggeligt at læse dine svar, Manja. :D

  5. Manja writes 26 April 2011 , 06:51

    >Tusind tak, J'adore og Kira! Det er jeg glad for I synes :D

  6. Line L writes 4 May 2011 , 12:46

    >Hej Manja.Jeg vil lige høre. Kan man købe jeres vine i Danmark?

  7. Manja writes 5 May 2011 , 06:41

    >Hej Line. Ja, du kan finde et udvalg lige her: http://www.a-vinstouw.dk/group.asp?group=202Hvis du bor i Kbh, kan du desuden smage dem både på Noma og på Nimb. Og på Hereford Beefstouw i hele landet :)

Pingbacks

Your email will not be published. Required fields are marked with *